Hele denne side er en annonce i samarbejde med Nortra Online.

Sygeplejerske søges til Afdeling for Infektionssygdomme, Rigshospitalet

  • Rigshospitalet
  • 04/01/2023

Jobbeskrivelse

Vi søger en sygeplejerske, som vil indgå i et af vores teams af erfarne og dygtige sygeplejerske- og lægekolleger i et super spændende speciale, hvor patienterne udgør et bredt spektrum af hele befolkningen i Danmark/verden. Infektioner kan ramme alle, med alverdens forskellige mikrober, og det er kernen i vores sygeplejeopgave at udrede, behandle og pleje disse patienter, som spænder fra selvhjulpne til kritisk syge, overflyttet fra intensiv eller neurokirurgisk afdeling. Du får mulighed for at nørde infektionsmedicin på en helt særlig specialiseret måde i en afdeling, der har været en central del af covid-indsatsen de seneste år, men som også rummer fantastiske historier med banebrydende ændringer for flere patientgrupper, fx HIV/AIDS og cystisk fibrose. Typisk fejler patienterne: Infektioner i ryg/hjerne, tuberkulose, immunsupprimerede patienter med deraf følgende infektioner, endokarditis, meningitis og nu igen tropesygdomme. Vi har også en gruppe af kroniske patienter (HIV og cystisk fibrose), som følges i vores ambulatorium, og som indlægges i afdelingen ved behov, hvilket dog sker i mindre omfang pga. ny og god behandling. Vores sygeplejeopgaver, udover grundlæggende sygepleje, kan være at assistere ved lumbalpunktur, tage prøver fra til undersøgelse, give iv-antibiotika og observere og pleje iv-adgange, (dræn, sår, cikatricer, mm), og vi sætter en ære i at skabe de bedste patientforløb og skabe trygge rammer for alle vores patienter. Du får mulighed for at arbejde selvstændigt og sætte dit eget præg på planlægningen af dette, så det tilpasses den enkelte patients behov og ressourcer. Et eksempel kan være etablering af forløb med hjemme-iv-antibiotika, enten med pumpe, eller hvor vi oplærer patienten i at administrere medicinen selv. Den første måned af din oplæringsperiode følges du med en erfaren sygeplejerske, og i løbet af det næste års tid vil du opnå kompetencer til at observere og pleje komplekse patienter, dels gennem det daglige samarbejde med afdelingens tværfaglige team af sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, ergo og farmakonomer og dels ved gennemgang af vores introduktionsprogram med vores to kliniske sygeplejespecialister. Har du lyst til at være en del af vores fantastiske afdeling, så søg en stilling, før alle vores studerende gør det! Vi har ry for at være en afdeling med et godt og trygt arbejdsmiljø med stort læringspotentiale og mange søde og imødekommende sygeplejersker. Stillingen er 32-37 timer pr uge med skiftende vagter og weekendvagt hver 3. weekend, og vi er meget fleksible med hensyn til ønsker. Ansøgningsfrist: tirsdag den 3. januar 2023. Ansættelsessamtaler holdes løbende. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Lotte Daugaard tlf. 3545 1640 (afsnit 8652) eller oversygeplejerske Tine Rosenberg tlf. 3545 6445 (afsnit 8642). Har du lyst til at se afdelingen eller følge en sygeplejerske for en dag, er du meget velkommen til at kontakte os og lave en aftale. Tøv ikke! Se den oprindelige annonce her Kilde: Jobnet