Hele denne side er en annonce i samarbejde med Nortra Online.

Dagkirurgisk afdeling søger anæstesisygeplejersker til Regionshospitalet Viborg

  • Region Midtjylland Kirurgi
  • 21/09/2022

Jobbeskrivelse

Er du uddannet anæstesisygeplejerske? Har du lyst til at være en del af et dygtigt og engageret hold med fokus på at skabe gode og effektive forløb for patienterne? Og vil du være med til at gøre dig selv og os andre bedre gennem ugentlig undervisning og faglige drøftelser? Så er det lige præcis DIG, vi leder efter! Lige nu søger vi nemlig anæstesisygeplejersker til Dagkirurgi på Regionshospitalet Viborg. Du kan begynde 1. november (eller efter aftale), og din arbejdstid kommer til at ligge på hverdage mellem klokken 7.30 og 15.00/16.00. Den ene stilling er desuden med funktion som klinisk vejleder for anæstesikursister. Holdånd og lækre lokaler Dagkirurgi bor i splinternye, lyse og skræddersyede rammer i hospitalets nye akutcenter. Her består vores hold af modtagelses-, -opvågnings og hjemsendelsessygeplejersker, samt operations- og anæstesisygeplejersker. Dertil kommer vores anæstesilæger og social- og sundhedsassistenter. Alt i alt et stærkt hold med cirka 350 kolleger med gensidig respekt for hinandens kompetencer, styrker og fagligheder. Vi har et tæt og ret unikt samarbejde mellem modtage-/opvågningsafsnittet, operationssygeplejerskerne og anæstesien og mærker dagligt, at vi har samme mål om at give vores patienter et nærværende patientforløb af høj kvalitet og i godt og effektivt flow. Vi lover udvikling og udfordring Vores hverdag er varieret og byder på mange faglige udfordringer. Hos os får du mulighed for, at bedøve patienter i ASA-gruppe 1 til 4 i fem forskellige specialer: Urologi, gynækologi, ortopædkirurgi, organkirurgi og mamma kirurgi. Vi prioriterer faglig udvikling og høj kvalitet i patienternes forløb. I praksis betyder det blandt andet, at vi har en fast times undervisning eller faglig drøftelse hver uge, hvor vi i egen faggruppe eller på tværs af fagligheder kan spille hinanden endnu bedre. Samtidig arbejder vi målrettet med kompetenceudvikling for de erfarne anæstesisygeplejersker og med udviklings- og innovationsprojekter generelt, ligesom vi har et stort fokus på uddannelse og et velfungerende og engageret vejlederteam. Vi har både anæstesikursister, introlæger og operationssygeplejersker i uddannelsesforløb, og vi lægger vægt på et trygt læringsmiljø med høj kvalitet. Vores afdeling er sagt i al beskedenhed præget af høj faglighed, stort engagement og et godt arbejdsmiljø med højt til loftet og let til grin. Ledelsen ser synlighed, gensidigt samarbejde, fleksibilitet og inddragelse og indflydelse som vigtige værdier for trivsel og arbejdsmiljø. Hos os kan du kort sagt få: ·         et unikt arbejdsmiljø med dygtige og søde kollegaer med højt humør ·         faglige udfordringer, gode udviklingsmuligheder og fokus på veltilrettelagte patientforløb ·         anæstesi til patienter i ASA gruppe 1 til 4 i fem forskellige specialer ·         simulationstræning ·         mulighed for selvstændige ansvars- og interesseområder ·         arbejdstid i dagstid uden aften- og weekendarbejde, stor fleksibilitet og indflydelse på egen arbejdsplan via ”My Plan” ·         delvis nedlukning i ferieperioder. I teamet drømmer vi om en kollega, der: ·         er uddannet anæstesisygeplejerske ·         har lyst til at være en del af vores unikke arbejdsmiljø og en velfungerende kollegaflok ·         ser udfordringer i veltilrettelagte patientforløb og trives med at arbejde i et godt flow med mange relationer ·         kan arbejde selvstændigt og samtidigt være en aktiv medspiller i vores tværfaglige team ·         er engageret og fleksibel med øje for udvikling og forbedringer ·         ønsker at bidrage til uddannelse og læring Kom og besøg os! Hvis du vil vide mere om os og stillingen, er du meget velkommen til at kontakte oversygeplejerske Elisabeth Høistad på telefon 7844 5271. Du er også meget velkommen til at besøge os eller få en følgedag i afdelingen, hvis du vil have en bedre fornemmelse af, hvem vi er. Om løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er på 37 timer, og løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området. Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. , vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse Din ansøgning Er du interesseret i stillingen, skal vi meget gerne have din ansøgning indeholdende autorisations ID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring senest den 23. september. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 26. september. Vi er en del af Hospitalsenhed Midt Dagkirurgi er en del af Operation og Intensiv på Regionshospitalet Viborg. Hospitalet udgør sammen med Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive Hospitalsenhed Midt med cirka 4.200 ansatte. Du kan læse mere om hospitalsenheden på www.hospitalsenhedmidt.dk Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling. Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.