Hvis du er under uddannelse – hvad end det er en ungdomsuddannelse eller videregående – er der mange fordele ved at søge et studiejob. Der findes mange forskellige studiejobs der varierer i antal timer. Der er desuden kommet en del nye typer studenterjobs som kan udføres hjemmefra. Du kan med fordel gøre op med dig selv om du gerne vil arbejde hjemme, kun ønsker at møde op fysisk samt i hvilket by du gerne vil arbejde i. Herudfra kan du filtrere din jobsøgning, så du får resultater der passer til dine ønsker. Mange virksomheder søger en studentermedarbejder til en specifik afdeling, og dette kan være en unik mulighed for at få større indsigt i pågældende virksomhed samt for at tilegne sig kompetencer og lære at agere på en professionel arbejdsplads.
Med et studiejob har du altid mulighed for at skrive mere erfaring på dit CV. Det kan gøre det lettere at finde fremtidige jobs – både nye studiejobs samt arbejde på den anden side af din uddannelse. Hvis du kan skrive et studiejob på dit CV, viser du din fremtidige arbejdsgiver at du ved hvad det vil sige at arbejde og kender til ansvaret bag. Derudover kan du også skrive overordnede eller mere specifikke kompetencer i form af eventuelle ansvarsområder på, så en fremtidig arbejdsgiver kender dine tidligere arbejdsopgaver. At være ansat i en længere periode et bestemt sted, tilfører desuden din person troværdighed og sender et signal om mødepligtighed, ansvarsfuldhed og dedikation. Alle starter et sted, så vær ikke bekymret for om dit (måske første) studiejob er ’godt nok’. Jobbet vil med stor sandsynlighed gøre det lettere for dig at finde et i fremtiden. Reflektér over dine arbejdsopgaver inden du skriver jobbet på dit CV, og søg eventuelt efter personer med lignende erfaring på nettet, sociale medier, blandt venner eller LinkedIn, og brug deres tekst som inspiration for dit eget CV. Der findes en lang række hjemmesider med gratis skabeloner til CV. Udforsk de forskellige, og vælg et layout der passer til dit felt.
Hvis du som gymnasieelev gerne vil ud på arbejdsmarkedet og få ny erfaring, og ikke mindst tjene nogle penge, er det oplagt at søge et studiejob. Der findes en lang række jobs inden for detail- og servicebranchen som søger unge medarbejdere. Har du svært ved at gennemskue hvor du skal starte med at lede? Uanset om du søger et studiejob i København, Aarhus, Aalborg, Odense, eller et fjerde sted, kan en let indgangsvinkel være at gennemgå byens gågade eller strøg i hovedet – hvilke butikker er der? Eller hvilke butikker, restauranten, cafeer, oplevelsescentre, biografer, boder, kaffebarer er der i det nærmeste center? Hvis du mangler nogle ekstra timer efter din gymnasietid eller gerne vil prøve kræfter med undervisning, er et job som lærervikar populært og økonomisk godt givende. Tag eventuelt kontakt til din gamle folkeskole, og hør om de mangler flere hænder. Vær opmærksom på om det sted du søger har en overenskomst og gør op med dig selv, hvor højt det vægter hos dig. Mange butikker har en jobside hvorigennem du kan søge arbejde. Du kan også altid ringe ind eller møde op for at aflevere din ansøgning. Dette kan bidrage til at give et godt indtryk samt at få mulighed for at skille sig ud fra de andre.
Når man er under uddannelse, kan det være utroligt givende at få et studierelevant arbejde, hvorigennem du kan bruge de metoder, kompetencer, redskaber og læring du får fra din uddannelse i praksis. Hvis du allerede har en idé om dine fremtidsplaner jobmæssigt, kan du med fordel undersøge steder, institutioner, organisationer og virksomheder der har en afdeling inden for det felt. Et job som studentermedarbejder kan være en glimrende indgang til arbejdsmarkedet, og kan på sigt give flere jobmuligheder eller en fast fuldtidsstilling efter dit studie. Der er nemlig flere virksomheder der ansætter studentermedarbejdere for at kunne oplære til netop et fuldtidsarbejde. For at undersøge hvilke jobs der er mest relevant i forhold til din uddannelse eller fremtidsplaner, kan du med fordel søge efter personer der har afsluttet din uddannelse og se hvad deres nuværende og tidligere beskæftigelse er/har været. Dette kan for eksempel gøre gennem en søgning på LinkedIn, sociale medier, facebook eller blot overordnet på google. Hvis du kan konkretisere dine kompetencer og styrker, er det også mange steder muligt at sende en uopfordret jobansøgning.
Du har måske hørt om det at netværke med nye mennesker og at skabe forbindelser. Det er ret forskelligt hvor relevant det kan synes i forhold til din uddannelse, men det vil som udgangspunkt altid være en fordel at kende en eller flere personer i nogle forskellige brancher eller arbejdsmiljøer. Det kan være din tidligere chef på et ungdomsjob, kollegaer eller personer du møder til professionelle arrangementer. Lidt i samme boldgade er det også altid en god ide at spørge efter en anbefaling fra din tidligere chef.
Med et relevant studiejob kan du mærke følelsen af i praksis at anvende teorien fra din uddannelse. Dette er for mange med til at gøre jobbet mere givende. Studiejobbet er også en god mulighed til at teste nogle erhverv eller brancher ud, så du kan forme din uddannelse i en bestemt retning, eller for at få et bedre ide om hvad du gerne vil arbejde med fremtidig. Udover den økonomiske fordel ved et studiejob, betyder det også noget at få indblik i hvordan forskellige virksomheder arbejder. Arbejdsmiljøer kan variere meget, men det vil altid være en fordel at have været ude et sted og sat sig ind i hvordan pågældende virksomhed opererer.